Skip til hoved indholdet

OpEn-årsrapport 2022: Nye partnerskaber og kreative metoder

Oprettet 14 august 2023
To voksne og et barn kigger på et stort papir

OpEn – Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje har nu udgivet puljens første årsrapport, som er for 2022. Du kan læse indledningen herunder og downloade hele årsrapporten nederst i artiklen.

Indledning fra styregruppen

Det er nu halvandet år siden, at OpEn – Udenrigsministeriet Oplysnings- og Engagementspulje så dagens lys, og interessen har været helt overvældende.   Selve puljen støtter projekter, som skaber viden, holdning og handling omkring global udvikling.

Der er 20,5 millioner til uddeling hvert år frem til 2025. Midlerne blev i 2022 fordelt til OpEn-projekter under 200.000 kroner, til projekter fra 200.000 kroner – 2,5 millioner kroner samt til formidlingslegater på op til 100.000 kroner, som uddeles til ansøgninger fra personer med kommunikationskompetencer.  

En aktivt engagerende og engageret pulje
Men OpEn er meget mere end en traditionel pulje. Det er også en pulje, som laver programunderstøttende aktiviteter, skaber nye partnerskaber på tværs af sektorer og netværk for projekthaverne, er vært for en fælles fysisk platform på folkemøder i forskellige hjørner af Danmark og som tilbyder kapacitetsudvikling i form af kurser, rådgivninger og et high-level-event. Alt sammen for at nå ud til danskere, der ikke allerede er interesserede i global udvikling. Dem, vi kalder de neutrale.  

Puljen blev til på initiativ fra Udenrigsministeriet, som også finansierer puljen. OpEn løftes nu i et konsortium bestående af CISU – Civilsamfund i Udvikling og Fonden Roskilde Festival, som har inviteret DeltagerDanmark og The Why med som samarbejdspartnere.  

Visionen for OpEn er at gøre globalt udsyn, solidaritet og engagement til en folkesag. For både klimakrisen, krig og humanitære katastrofer understreger behovet for, at borgere har viden og udviser solidaritet med sårbare og udsatte mennesker, og ved, hvordan de kan handle lokalt på globale udfordringer. 

Overvældende interesse
De første 43 OpEn-projekter og formidlingslegater blev bevilget i 2022, men interessen var langt større.  Puljen modtog 93 ansøgninger fra 86 forskellige aktører.

Analysen af de første OpEn-projekter viser, at der er stort fokus på unge som målgrupper, at projekterne kommer hele kloden rundt, og at de neutrale er et vigtigt men svært fokus for ansøgerne.

Ny målgruppeanalyse hjælper indsatserne på vej
For at kvalificere arbejdet med målgruppeforståelse, herunder særligt forståelsen af neutrale målgrupper, har DeltagerDanmark til OpEn analyseret, hvordan forskellige mennesker engageres i global udvikling. Analysen er den første af sin slags i Danmark og har vist sig at være et stærkt redskab til at kvalificere ansøgernes strategier.  

Partnerskaber bærer frugt
Med OpEn ville Udenrigsministeriet også skabe fundamentet for nye partnerskaber omkring engagement og oplysning. I konsortiet har vi selv betrådt nyt land med et partnerskab mellem en civilsamfundsorganisation, en fond/festival, en socialøkonomisk- og en dokumentarvirksomhed. 

Det er tydeligt for os allerede nu, at vi i CISU og Fonden Roskilde Festival supplerer hinanden godt som konsortiepartnere, og at vores øvrige partnere DeltagerDanmark og The Whys faglige ekspertise indenfor henholdsvis engagementsformer, frivillighed og deltagelse samt film og formidling bidrager til markant at løfte niveauet for både selve puljen og de programunderstøttende aktiviteter.  

Det samme gør sig gældende i de projekter, som puljen har støttet i 2022. Også her tegner sig et billede af partnerskaber, hvor partnerne komplimenterer hinanden, og projekterne styrkes. Det bekræfter, at oplægget i udbudsmaterialet til en ny pulje for oplysning og engagement fra Udenrigsministeriet ramte rigtigt.  

Grundig behandling trods pres
Den store interesse har ledt til massivt pres på puljen. Dette betyder desværre også, at mange støtteværdige ansøgninger fik afslag på grund af for få midler.  I alt blev der i 2022 modtaget ansøgninger for 70,3 millioner, givet støtte på 19.8 millioner til gennemførelse af indsatser og samtidig givet støtteværdige afslag på gode ansøgninger på i alt 21.6 millioner.   

For formidlingslegaterne er der også et ønske om at understøtte projekter med højaktuelle, globale emner. Også inden for formidlingslegaterne er interessen for at arbejde med højaktuelle, globale emner stor. Og også her gør det sig gældende, at midlerne ikke svarer til interessen. 

Vi glæder os over den store interesse for at søge OpEn-puljen, men er samtidig bekymrede for, at de mange støtteværdige afslag vil betyde, at mange ansøgere vil miste mod og engagement. Erfaringer fra den første runde blev brugt til i slutningen af 2022 at justere retningslinjer for ansøgninger i 2023. I forvaltningen af puljen har vi lagt stor vægt på, at alle ansøgere havde adgang til vejledning og rådgivning fra CISUs rådgivere både før og efter indsendelse af ansøgning og fik en transparent behandling i form af et grundigt svar fra bevillingsudvalget. For at sikre dette valgte vi at forlænge svarfristen til puljens første ansøgningsrunde i oktober 2022.  

Sammen er vi stærkere
I 2023 ser vi frem til at se OpEn-projekterne folde sig endnu mere ud og gøre hinanden stærkere igennem OpEns faglige netværk og det årlige, faglige OpEn-event på vidensfestivalen og konferencen GRASP, som afholdes af Roskilde Festival.  

Vi glæder os også til at videreudvikle puljen i 2023 og til at vise den fulde palette af OpEns programunderstøttende aktiviteter. Det vil blandt andet ske, når OpEn sammen med en lang række projektmodtagere i 2023 deltager på Kulturmødet Mors, Folkemødet Møn og Klimafolkemødet i Middelfart.

Vi håber, vi ses derude i det danske sommerland.

De bedste hilsener

Jeef Bech, sekretariatsleder i CISU – Civilsamfund i Udvikling
Christina Bilde, Vicedirektør for Kommunikation, Partnerskaber og Filantropi, Roskilde Festival

 

Læs hele OpEns årsrapport for 2022 her.